Forskellen på Uganda og Danmark er på mange måder stor, men der, hvor forskellen ses tydeligst, er i mødet med den afrikanske mentalitet. Gennem mit tre måneder lange ophold her har jeg oplevet den afrikanske mentalitet på både godt og ondt, hvilket har skabt stor glæde, men også store frustrationer.
Da vi ankom her til Uganda og til denne lille landsby Kamuzinda, var alle de mennesker, som vi hver dag mødte, meget venlige og imødekommende. Det var rigtig rart at føle sig velkommen og taget godt imod. Som tidligere nævnt var det især i starten lidt specielt, at alle børnene råbte ”bye muzungu,” hver gang de så os, og at mange mennesker gerne ville hilse på os og give os hånd mv. I den vestlige verden er vi jo slet ikke vant til, at man hilser på tilfældige fremmede på gaden, og set ikke, at man sætter folk med en anden hudfarve højere end en selv. Dette har vi dog vendt os til, og dette er blot en del af vores hverdag nu. Ude på skolerne var de også gode til at tage imod os og til at spørge ind til os og til Danmark. Denne venlighed, som i høj grad præger den ugandiske befolkning, var med til at gøre starten på vores ophold rigtig positiv.
Her ses jeg sammen med endnu et barn, som rigtig gerne ville sige hej til os. Da vi for et par dage siden var ved Victoria Lake, kom denne skønne dreng løbende hen til mig. Han havde lige siddet og ordnet fisk, så hans hænder var helt fyldt med fiskeskæl osv. Han strakte armene ud, mens han kom løbende hen til mig, og endte med at give mig et stort kram. Trods fiskesnask på trøjen, kunne jeg ikke lade være med at synes, at denne dreng var fantastik. Vi fik at vide, at han kun havde meget lidt sprog, og at hans hjerne var underudvilket.
Som tiden gik, og det hele blev hverdag hernede, så vi dog også hurtigt en anden side af den afrikanske mentalitet. For at sige det lige ud, så virker afrikanere, og er de måske også, meget dovne. Når man skal handle i deres små boder eller i større butikker i Masaka, går alting ufatteligt langsomt, og de ligner nogle, som hellere ville, at man lod være med at købe noget hos dem. Endvidere holdes der rigtig mange pauser i løbet af en arbejdsdag, og samtidig er produktiviteten ikke særlig høj. Her skal det dog nævnes, at mange afrikanere arbejder fra solen står op og til den går ned, altså en hel dag. Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.
Den store interesse for os ”muzunguer” viste sig dog hurtigt at kunne blive for meget og kom til at gå mig på. Omkring halvvejs inde i vores ophold var jeg meget frustreret over kulturen og den afrikanske mentalitet. Hver gang jeg gik mig en tur for at komme lidt ud og være alene med mig selv og mine tanker, kunne jeg ikke undgå, at folk råbte til mig, stoppede mig og ville snakke med mig. Især én gåtur glemmer jeg aldrig. Det var lørdag og vi havde ingen planer, så jeg besluttede at gå mig en lang tur. På denne 2,5 timers lange tur blev jeg stoppet et utal af gang, startende med, at en ældre mand stoppede mig, fordi han ville spørge, om jeg var gift og havde børn, og i så fald om jeg ikke ville giftes med en mand hernedefra. Jeg kendte efterhånden til kulturen og vidste, at afrikanere bare spørger om det, de har lyst til, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule forarget over disse spørgsmål, og at han samtidig holdte fast i min hånd, så jeg ikke kunne gå min vej. Senere på min tur var der flere børn og voksne som råbte ”give me money”, og folk som bare gerne ville vide hvorfor og hvor jeg gik hen. Efter denne gåtur og flere lignede gåture, var jeg godt irriteret og frustreret over de fleste afrikanere. Jeg irriterede mig især over, at de følte, at de havde ret til at råbe ad mig og til at bede mig om penge mv.
Her ses vi sammen med Everest (manden med skjorte og slips). Da vi første gang mødte ham i Masaka krammede han os alle gentagende gange og blev ved med at snakke om, hvor fantastisk det var at vi var i Uganda. Alle disse kram og den meget åbne måde at være på resulterede i, at vi fremover forsøgte at undgå ham, hvis vi så ham i byen.
En anden ting ved den afrikanske mentalitet er, at rigtig mange voksne mennesker opfører sig på en meget barnlig måde. Især ude på Cornerstone blev denne opførsel mig for meget. Hver gang vi havde pauser og vi sad og snakkede og hyggede os med lærerne, fyrede nogle af lærerne de samme platte jokes af gang på gang. De opførte sig næsten som børn, som skabte sig for at få vores opmærksomhed. Hver gang man sad i stilhed, blot fordi det ikke altid er nødvendigt at sige noget, begyndte de at spørge, hvorfor man var sur eller ked af det, og begyndte at gætte på, hvad man tænkte.
Her ses de meget barnlige lærer fra Cornerstone. Inden vi kunne få taget et billede af alle os lærere, skulle vi først tage nogle, hvor de sad og "gjorde sig til", som det ses på billedet. Alle børnene var bedre og hurtigere til at stille op og blive klar til at blive taget billeder af.
Hvide mennesker er for uganderne ensbetydende med penge, og de er ikke blege for at bede om penge eller at sætte priserne for varer og servicer urimeligt højt. Denne indstilling til os, som er kommet til deres land, fordi vi ønsker at opleve kulturen, møde menneskerne og gøre et lille stykke arbejde her, irriterede mig grænseløst. Små søde børn, som kom gående og hilste på os, forvandlede sig pludselig til at være små tiggende og ubehøvlede unger. Denne side af mentaliteten resulterede i, at jeg fik svært ved at skelne mellem, om de mennesker vi mødte eller arbejdede sammen med, ville være venner med os, eller om de bare vil have nogle penge. Ude på Cornerstone var der især én lærer, som på trods af, at vi gennem Afrika In Touch havde lavet forbedringer på skolebygningen, blev ved at bede os om at købe ting til skolen. Så manglede de overtrækstrøjer, så manglede de bolde og pokaler til en turnering, og dette tog hun som en selvfølge, at vi kunne købe til skolen.
En anden ting, som jeg også ind imellem fandt frustrerende, var måden, som alting foregår på hernede. Der er ikke noget, der hedder hensyntagen til privatlivet, der skal altid siges noget, når man er i nærheden af andre og så går alting bare så langsomt. Når man skal med en taxa, skal den være helt proppet, før den kører, og dette kan let tage 30 min. Når man kører, er man så mellem 8 og 12 i en almindelig personbil. Det virker måske som en mindre detalje, men når man hver dag bliver transporteret på denne måde, fylder det bare meget i vores hverdag. Den sløve betjening, nærkontakten i taxaerne og på boda boda’erne, de barnlige voksne, den lade indstilling til alt samt deres ide om, at de har ret til at tigge om penge og spørge om alt fra religion til ægteskab, var i en periode ved at blive for meget for mig. Det eneste tidspunkt, vi havde fred på, var, når vi sad inde i vores lejlighed med nedrullede gardiner og lukket dør.
Her sidder vi i en meget fyldt matatu (minibus).
Daniel og jeg sammen med vores boda chauffør. Mmmm man sidder dejlig tæt.
Ud fra følgende klip kan man måske få en ide af, hvor skønt det er at køre i taxa hernede
Efter en tid med frustrationer og en del snak med de andre volontører om emnet, indså jeg dog, at alt blot er, hvad man gør det til. Gør man alting, som er anderledes og langt fra, hvad vi er vant til, til noget dårligt og irriterer sig over det, bliver tilværelsen trist og grå. I stedet bør man huske på, at frustrationerne opstår, fordi denne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. Så er det vist det rette tidspunkt at grave sætningen, som vi fik lært på forberedelseskurset frem: ”Det er ikke godt eller skidt, det er bare anderledes”. Mit møde med den afrikanske mentalitet og kultur har helt klart fået mig til at overveje, om man i stedet for at sige, at der er noget i vejen med den afrikanske mentalitet, burde spørge sig selv, om det er vores kultur, som fejler noget. En ting er sikkert, størstedelen af uganderne lever i nuet og nyder hver eneste dag, i stedet for at bekymre sig om i morgen; gør vi det på samme måde i den travle vestlige verden?
Selvom jeg har irriteret mig meget over de kære afrikanere, så er de jo gode nok, og også mere end det. Vi er forskellige, meget forskellige, men gennem forståelse og en positiv indstilling, når man langt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar