Afslutningen på eventyret

Dette indlæg kommer alt for sent, men jeg synes nu alligevel, at det skal med.

Mit eventyr i Uganda sluttede den 1. december. Forinden dette kom far ned til mig. Han ankom mandag den 19. november, hvor Pontiano og jeg hentede ham i Entebbe. De følgende dage var han med rundt på de skolerne og på babyhjemmet, hvor vi har arbejdet i løbet af de sidste tre måneder. Han blev så at sige kastet ud i den ugandiske kultur lige med det samme, hvilket han fandt rigtig spændende.

   Middag på Cornerstone – Daniel og far.

 
På babyhjemmet – Far og Joshua.

Da Louise og Daniel fredag den 23. november skulle hjem til Danmark igen, tog far og jeg et par afslappende dage i Ruth og Carstens lille paradis. Her hyggede vi os ved poolen, var ude og besøge en fiskerlandsby ved Victoria søen og sluttede af med at tage i kirke i Kamuzinda. Både besøget i fiskerlandsbyen og besøget i kirken om søndagen gjorde et stort indtryk på far, da også dette er langt fra alt, hvad vi kender her fra Danmark.

  Middag i fiskerlandsbyen.

 
Far og jeg ved Victoria søen.

Søndag eftermiddag, efter vi havde været i kirke, tog vi den lang e og bumbende vej ind til hovedstaden Kampala. Her overnattede vi, og tog næste morgen ud i byen, for at se hvordan en afrikansk hovedstad ser ud, og for at købe souvenirs.

Tirsdag morgen startede vores tre-dages safari. I de tre dage var vi på to gamedrive (køretur i den del af parken, hvor der er flest dyr, hvor man under køreturen tager billeder), på en sejltur på Nilen, på en vandretur op til verdens mest kraftfulde vandfald: Murchison Falls, på chimpanse trekking og på næsehorns trekking. Vi overnattede i en restcamp, hvor vi sov i telte. En aften, hvor vi havde lagt os til af sove, kunne jeg høre noget græsse lige uden for teltet. Da vi kiggede ud, så vi en stor flodhest gå rundt og græsse i lejeren. I løbet af safarien fik vi taget rigtig mange billeder, og vi var endda så heldige at se og tage billeder af løver.

  
To elefanter som kysser.

  Giraf – savannens smukkeste dyr.

  
En gabende flodhest.

Torsdag aften ankom vi igen til hovedstaden, hvorfra vi tog videre til lufthavnen næste dag. Lørdag den 1. december landede vi i Aalborg. Da jeg steg ud af flyet i kjole og slippers, sneede det. Far og jeg kørte gennem det snedækkede landskab hjem til Thy, hvor mor, Martin, Johanne og Jakob havde pyntet op til jul. Julestemningen var sikret og det var bare rigtig skønt at være hjemme.

Eventyret er nu slut, og oplevelserne er nu kommet lidt på afstand. Jeg må sige, at mit ophold i Uganda har været det hele værd. Jeg har lært rigtig mange ting om andre mennersker og en anden kultur, men i høj grad også meget om mig selv og vores kultur. Foruden at have været lærerigt, har opholdet også været en kæmpe stor oplevelse for mig. Jeg går og savner alle børnene og vores venner i Uganda, og håber på at se dem alle igen.

Nu er der kun tilbage at sige tusind tak til alle jer, som fulgte med her på bloggen. Hvis I kommer til at kede jer, tager jeg den 22. januar igen ud og rejse. I kan følge med i denne rejse på følgende blog: annaogmariesrejse.blogspot.dk. Endnu engang tusind tak for jeres tid og interesse.  

Eventyret i Uganda er slut for denne gang, men langt fra glemt!

 
Min smukke lille Pricilla.


Mutyaba min lille guldklump.

Hvem havde troet det?

 

Alt hvad børnene har til rådighed i undervisningen er et kladdehæfte og en blyant. Alt hvad der skrives på tavlen, skal skrives ned i hæftet. Derfor går undervisningen meget langsom i forhold til danske standarder.

 

Da der hverken er råd til borde eller pulte, er børnene nødt til at hoppe ned bag bænken, når der skal skrives af fra tavlen, og bruge bænken som bord.

Efter næsten tre fantastiske måneder her i Uganda, begynder vi at kunne ane enden på vores ophold. Vi har oplevet rigtig mange ting og har mødt og arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Det bliver ikke let at skulle sige farvel til dette sted og disse mennesker. Specielt er der ét sted, som for mig bliver rigtig svært at sige farvel til. Det er nok de færreste, der havde troet det, men det er faktisk skolen Cornerstone. Dette sted har fået en helt speciel plads hos mig. Vores start var ikke helt let derude. Da de aldrig har arbejdet sammen med hvide før, var de ikke helt klar over, hvordan de skulle tage imod vores hjælp, og dette krævede meget energi og overskud fra vores side. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg om Cornerstone, har de ikke engang bøger, som vi i undervisningen kunne gå ud fra. Vi skulle selv forsøgte at tilrettelægge en undervisning på det niveau, vi troede, var passende. Dette er ikke en let opgave at få, når man ikke har nogen form for erfaring med at undervise. På daværende tidspunkt var det nok de færreste, heriblandt mig selv, som ville have troede på, at Cornerstone ville blive et sted, som jeg kom til at holde af.

    

Klassebillede af P1, svarende til børnehaveklasse eller 1. klasse.

   

Klassebillede af P2, svarende til 1. eller 2. klasse.

Tiden er snart ved at være gået, og jeg begynder nu at tænke på: Hvad har vi gjort ude på Cornerstone og hvad har vi fået med derfra? At skabe store forandringer er meget svært og dette kræver mange flere ressourcer, end vi har haft, men i det små synes jeg at kunne se forandringer. Små ting, som at overholde tiden og at følge skoleskemaet, har vi helt klart fået indført. Vi har forsøgt at lære lærerne, at børnene skal kunne tænke selv i stedet for at blive små kopimaskiner. Processen fra den nuværende tilstand til den ønskede tilstand, hvor lærerne forstår at undervise børnene til at tænke selv, er meget lang. Jeg tror og håber dog, at dette er noget, som vil blive forbedret i takt med, at selve skolen bliver forbedret. I det hele taget tror jeg, at samværet med os europæere har ændret deres syn på forskellige ting. Jeg tror, at de har fået en bedre forståelse for, hvordan europæere tænker, og en bedre forståelse for at forholdet mellem lærer og elever ikke behøver at være baseret på frygt, men i stedet på venskab og forståelse. Selvfølgelig kan vi ikke komme herned og ændre mentaliteten hos alle lærerne og eleverne, men vi har taget det første lille skridt på vejen mod forbedringer og udvikling.

 

En engelsktime med P2. For at varriere undervisningen lidt og for at vise lærerne, at det nogle gange er godt at involvere børnene aktivt i undervisningen, tog jeg dem med udenfor og øvede bøjninger af forholdsord.



Pludselig var det som om, at børnene bedre forstod, hvad det hele gik ud på.

Med fra Cornerstone tager vi uden tvivl rigtig mange gode og lærerige oplevelser med os. Mødet med en kultur, som er så langt fra alt, hvad vi kender fra Danmark, har været lærerig på mange måder, og dette er noget jeg helt klart vil kunne bruge senere i livet. Samværet med nogle så åbne og kærlige mennesker har givet os følelsen af at været velkommen og en del af et større fællesskab. Både lærere og elever værdsætter alt, hvad vi gør for dem, og lægger bestemt ikke skjul på dette. Glæden og begejstringen, som alle børnene udviser hver gang, vi ankommer til skolen eller møder dem på en gåtur, er med til at gøre vores arbejde på Cornerstone det hele værd. Vi har ikke blot været lærernes kolleger og børnenes lærere, men vi har været deres venner og har delt mange gode oplevelser med dem alle. Jeg har rent faktisk lidt svært ved at beskrive, hvor meget tiden på Cornerstone har betydet for mig. Hver mandag eftermiddag, når vi forlader skolen, går jeg derfra med en eller anden form for lykkefølelse. Jeg havde aldrig i starten troet, at jeg skulle komme til at sige dette, men Cornerstone er det sted, som har betydet mest for mig hernede, og samtidig det sted, som jeg får sværest ved at sige farvel til.



Daniel, Louise og jeg havde en fredag planlagt at afholde turnering i fodbold og netbold (en mellemting melle håndbold og barsket). Her ses vinderholdet i begge decipliner. Selvfølgelig var det de ældste elever der vandt.



Samme dag som vi afholdte turnering var der forældredag på skolen, hvor forældre kunne komme og se turneringen og opleve sang og dans. Her er det Laurence, som synger og danser.



Til middag blev der serveret lækkert afrikansk mad. Det smager virkelig godt, selvom man kunne tvivle lidt, når man ser billederne.

Afrikansk mentalitet

Forskellen på Uganda og Danmark er på mange måder stor, men der, hvor forskellen ses tydeligst, er i mødet med den afrikanske mentalitet. Gennem mit tre måneder lange ophold her har jeg oplevet den afrikanske mentalitet på både godt og ondt, hvilket har skabt stor glæde, men også store frustrationer.  

 

Da vi ankom her til Uganda og til denne lille landsby Kamuzinda, var alle de mennesker, som vi hver dag mødte, meget venlige og imødekommende. Det var rigtig rart at føle sig velkommen og taget godt imod. Som tidligere nævnt var det især i starten lidt specielt, at alle børnene råbte ”bye muzungu,” hver gang de så os, og at mange mennesker gerne ville hilse på os og give os hånd mv. I den vestlige verden er vi jo slet ikke vant til, at man hilser på tilfældige fremmede på gaden, og set ikke, at man sætter folk med en anden hudfarve højere end en selv. Dette har vi dog vendt os til, og dette er blot en del af vores hverdag nu. Ude på skolerne var de også gode til at tage imod os og til at spørge ind til os og til Danmark. Denne venlighed, som i høj grad præger den ugandiske befolkning, var med til at gøre starten på vores ophold rigtig positiv.  

 

Her ses jeg sammen med endnu et barn, som rigtig gerne ville sige hej til os. Da vi for et par dage siden var ved Victoria Lake, kom denne skønne dreng løbende hen til mig. Han havde lige siddet og ordnet fisk, så hans hænder var helt fyldt med fiskeskæl osv. Han strakte armene ud, mens han kom løbende hen til mig, og endte med at give mig et stort kram. Trods fiskesnask på trøjen, kunne jeg ikke lade være med at synes, at denne dreng var fantastik. Vi fik at vide, at han kun havde meget lidt sprog, og at hans hjerne var underudvilket.

 

Som tiden gik, og det hele blev hverdag hernede, så vi dog også hurtigt en anden side af den afrikanske mentalitet. For at sige det lige ud, så virker afrikanere, og er de måske også, meget dovne. Når man skal handle i deres små boder eller i større butikker i Masaka, går alting ufatteligt langsomt, og de ligner nogle, som hellere ville, at man lod være med at købe noget hos dem. Endvidere holdes der rigtig mange pauser i løbet af en arbejdsdag, og samtidig er produktiviteten ikke særlig høj. Her skal det dog nævnes, at mange afrikanere arbejder fra solen står op og til den går ned, altså en hel dag. Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.

 

Den store interesse for os ”muzunguer” viste sig dog hurtigt at kunne blive for meget og kom til at gå mig på. Omkring halvvejs inde i vores ophold var jeg meget frustreret over kulturen og den afrikanske mentalitet. Hver gang jeg gik mig en tur for at komme lidt ud og være alene med mig selv og mine tanker, kunne jeg ikke undgå, at folk råbte til mig, stoppede mig og ville snakke med mig. Især én gåtur glemmer jeg aldrig. Det var lørdag og vi havde ingen planer, så jeg besluttede at gå mig en lang tur. På denne 2,5 timers lange tur blev jeg stoppet et utal af gang, startende med, at en ældre mand stoppede mig, fordi han ville spørge, om jeg var gift og havde børn, og i så fald om jeg ikke ville giftes med en mand hernedefra. Jeg kendte efterhånden til kulturen og vidste, at afrikanere bare spørger om det, de har lyst til, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule forarget over disse spørgsmål, og at han samtidig holdte fast i min hånd, så jeg ikke kunne gå min vej. Senere på min tur var der flere børn og voksne som råbte ”give me money”, og folk som bare gerne ville vide hvorfor og hvor jeg gik hen. Efter denne gåtur og flere lignede gåture, var jeg godt irriteret og frustreret over de fleste afrikanere. Jeg irriterede mig især over, at de følte, at de havde ret til at råbe ad mig og til at bede mig om penge mv.

 

 

Her ses vi sammen med Everest (manden med skjorte og slips). Da vi første gang mødte ham i Masaka krammede han os alle gentagende gange og blev ved med at snakke om, hvor fantastisk det var at vi var i Uganda. Alle disse kram og den meget åbne måde at være på resulterede i, at vi fremover forsøgte at undgå ham, hvis vi så ham i byen.

En anden ting ved den afrikanske mentalitet er, at rigtig mange voksne mennesker opfører sig på en meget barnlig måde. Især ude på Cornerstone blev denne opførsel mig for meget. Hver gang vi havde pauser og vi sad og snakkede og hyggede os med lærerne, fyrede nogle af lærerne de samme platte jokes af gang på gang. De opførte sig næsten som børn, som skabte sig for at få vores opmærksomhed. Hver gang man sad i stilhed, blot fordi det ikke altid er nødvendigt at sige noget, begyndte de at spørge, hvorfor man var sur eller ked af det, og begyndte at gætte på, hvad man tænkte.

 Her ses de meget barnlige lærer fra Cornerstone. Inden vi kunne få taget et billede af alle os lærere, skulle vi først tage nogle, hvor de sad og "gjorde sig til", som det ses på billedet. Alle børnene var bedre og hurtigere til at stille op og blive klar til at blive taget billeder af.  

 

Hvide mennesker er for uganderne ensbetydende med penge, og de er ikke blege for at bede om penge eller at sætte priserne for varer og servicer urimeligt højt. Denne indstilling til os, som er kommet til deres land, fordi vi ønsker at opleve kulturen, møde menneskerne og gøre et lille stykke arbejde her, irriterede mig grænseløst. Små søde børn, som kom gående og hilste på os, forvandlede sig pludselig til at være små tiggende og ubehøvlede unger. Denne side af mentaliteten resulterede i, at jeg fik svært ved at skelne mellem, om de mennesker vi mødte eller arbejdede sammen med, ville være venner med os, eller om de bare vil have nogle penge. Ude på Cornerstone var der især én lærer, som på trods af, at vi gennem Afrika In Touch havde lavet forbedringer på skolebygningen, blev ved at bede os om at købe ting til skolen. Så manglede de overtrækstrøjer, så manglede de bolde og pokaler til en turnering, og dette tog hun som en selvfølge, at vi kunne købe til skolen.  

 

En anden ting, som jeg også ind imellem fandt frustrerende, var måden, som alting foregår på hernede. Der er ikke noget, der hedder hensyntagen til privatlivet, der skal altid siges noget, når man er i nærheden af andre og så går alting bare så langsomt. Når man skal med en taxa, skal den være helt proppet, før den kører, og dette kan let tage 30 min. Når man kører, er man så mellem 8 og 12 i en almindelig personbil. Det virker måske som en mindre detalje, men når man hver dag bliver transporteret på denne måde, fylder det bare meget i vores hverdag. Den sløve betjening, nærkontakten i taxaerne og på boda boda’erne, de barnlige voksne, den lade indstilling til alt samt deres ide om, at de har ret til at tigge om penge og spørge om alt fra religion til ægteskab, var i en periode ved at blive for meget for mig. Det eneste tidspunkt, vi havde fred på, var, når vi sad inde i vores lejlighed med nedrullede gardiner og lukket dør.

 

 

Her sidder vi i en meget fyldt matatu (minibus).

  

Daniel og jeg sammen med vores boda chauffør. Mmmm man sidder dejlig tæt.

Ud fra følgende klip kan man måske få en ide af, hvor skønt det er at køre i taxa hernede

 

 

 

Efter en tid med frustrationer og en del snak med de andre volontører om emnet, indså jeg dog, at alt blot er, hvad man gør det til. Gør man alting, som er anderledes og langt fra, hvad vi er vant til, til noget dårligt og irriterer sig over det, bliver tilværelsen trist og grå. I stedet bør man huske på, at frustrationerne opstår, fordi denne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. Så er det vist det rette tidspunkt at grave sætningen, som vi fik lært på forberedelseskurset frem: ”Det er ikke godt eller skidt, det er bare anderledes”. Mit møde med den afrikanske mentalitet og kultur har helt klart fået mig til at overveje, om man i stedet for at sige, at der er noget i vejen med den afrikanske mentalitet, burde spørge sig selv, om det er vores kultur, som fejler noget. En ting er sikkert, størstedelen af uganderne lever i nuet og nyder hver eneste dag, i stedet for at bekymre sig om i morgen; gør vi det på samme måde i den travle vestlige verden?

 

Selvom jeg har irriteret mig meget over de kære afrikanere, så er de jo gode nok, og også mere end det. Vi er forskellige, meget forskellige, men gennem forståelse og en positiv indstilling, når man langt.



Safari

Efter et par uger, som i mindre grad var præget af frustrationer over kulturen, var det tiltrængt at komme på en lille tur væk fra farmen og lokalområdet. Turen gik til Kampala, hvor den stod på gymnastikopvisning, shopping og safari.

Lørdag morgen forlod vi farmen og satte kursen mod Kampala, hvor vi om eftermiddagen skulle se det danske Verdenshold lave gymnastikopvisning. Jeg havde på facebook set, at de kom til Uganda, hvor de skulle lave opvisning, og tilfældigvis passede det med, at vi skulle til Kampala på samme tidspunkt: hvilket sammentræf. Det var en vildt fed oplevelse at sidde i Uganda og se 28 dygtige danske gymnaster levere et superflot show, og at jeg kendte syv af dem fra højskolen, gjorde det ikke mindre fedt. Da jeg efter showet snakkede med et par af gymnasterne fra højskolen, fandt vi ud af, at vi boede på samme hostel. Efter vi havde spist vores aftensmad, sad jeg og snakke med et par stykker af højskolekammeraterne hele aftenen, hvilket var superhyggeligt og nostalgisk.

   Verdensholdets opvisning i Kampala.

Næste morgen tog vi ind til midtbyen til nogle små områder rundt omkring i byen, hvor der sælges alle former for afrikanske souvenirs. Efter igen at have købt alt for mange souvenirs, sluttede vi af med at spise en sandwich på den hyggelige cafe ’1000 cups’, inden vi tog tilbage til Red Chilli, hvor vi boede.

Efter en god nats søvn var vi kl. 06.00 klar til afgang. Turen gik mod Murschison Falls National. Park, som med sine 3893 km² er Ugandas største nationalpark (ud af fire parker). Køreturen op til Murschison Falls var lang og varm, så da vi endelig ved 13 tiden ankom til vores første stop, var det rart at komme ud og få strakt benene og få noget at spise. Efter vi havde spist vores medbragte madpakker, blev vi af en guide ledt ud på en mindre gåtur, så vi kunne se Murchison vandfaldet, verdens mest kraftfulde vandfald, fra den bedste vinkel. Faktisk er der to vandfald lige ved siden af hinanden: Det oprindelige og ældste vandfald Murschison Falls og derudover Uhuru Falls, som så sent som i 1962 brød igennem lige ved siden af Murschison Falls. Det var med en rigtig flot udsigt i baggrunden, at vi fik taget nogle billeder, og lyttede til guidens fortælling om vandfaldene. Efter vores gåtur fortsatte vi i vores små vans til Red Chilli Rest Camp, hvor vi skulle overnatte.

   
En glad turist, som har det meget varmt.

Campen ligger midt inde i nationalparken, næsten in the middle of nowhere, og alting var derfor lidt primitivt. Meget sjovt var det, at vi i stedet for hytter skulle sove i små telte, hvilket bare understøttede safaristemningen. Da vi efter aftensmaden sad og hyggede os ved baren, kom der pludselig en flodhest gående igennem lejren. Alle stimede sammen for at se dette store og farlig dyr vade gennem vores lejr. For ikke at gøre den vred, måtte vi ikke tage billeder med blitz og lyse den direkte i øjnene.

Louise og jeg foran vores telt.

Næste morgen stod vi tidlig op, faktisk var det stadig mørkt da vi mødtes, inden det var tid til højdepunktet på hele turen: game drive, hvor vi skulle køre rundt og se og tage billeder af dyrene. Vi sejlede over Nilen med en lille færge og så var safarien ellers i gang. Vi kørte rundt i vores van med taget slået op, så vi rigtig kunne få nogle gode billeder af dyrene. I løbet af vores tre timers safari så vi rigtig mange dyr og kom tæt på de store af dem: elefanten, giraffen og flodhesten. Dog så vi desværre ikke nogen løver.

 
Flotte giraffer, som tillod os at komme tæt på. Efter min mening er det savannens smukkeste dyr.


En enlig elefant vandrede rundt, da vi kom forbi og kom rigtig tæt på den.


 En træt eller bare truende flodhest.


En 'buffalo' er en af 'the big 5',og er rent faktisk det farligste dyr heraf. De kan finde på at gå til angreb uden nogen grund.

Efter vi tilbage i campen havde spist frokost, var eftermiddagens programpunkt en sejltur på Nilen. Da det er rigtig varmt i det nordlige Uganda, var sejlturen ikke nogen undtagelse. Vi kom til at sidde ovenpå ombord på den toetages båd, og her var der desværre ingen form for skygge. Trods den bagende sol var det en god sejltur, hvor vi så et par krokodiller og en hel masse flodheste. Efter et par timers sejlads nåede vi hen til Murschison Falls, hvor vi efter at have nydt udsigten og taget nogle billeder, vendte om og sejlede tilbage. Efter en rigtig god og oplevelsesrig dag gik vi alle tidlig i seng.

 

To flodheste som slås.

 

  
En stor og ikke så lækker krokodille.

Daniel, Louise og jeg foran Murschison Falls vandfaldet.

Sidste programpunkt på vores tur fandt sted næste morgen. Vi spiste morgenmad i campen, hvorefter vi satte kurs mod en næsehornpark. Under Idi Amin (Ugandas tidligere præsident/diktator) blev store dele af de vilde dyr næsten udryddet og heriblandt næsehornet. For at genoprette en næsehornsbestand har man oprettet et reservat kun for næsehorn, med henblik på at sætte dem ud i Murschison Falls National Park. For at komme ud til næsehornene gik vi et stykke tid, og pludselig inde mellem træerne lå de store dyr. Vi tog en masse billeder og troede så, at vi ville fortsætte. I stedet for at fortsætte videre og finde nogle flere, gik vi i stedet tilbage til det sted hvor vi startede. Det var lidt en tam fornemmelse, når man havde regnet med lidt mere. Efter en lille times gåtur var vi tilbage ved vanen, hvor vi spiste frokost. Jeg må indrømme, at jeg mest af alt synes at det mindede mere som en udvidet tur i zoologisk have end om safari. Efter vi havde spist vores madpakker, var det tid til at vende snuden hjemad. Hen på eftermiddagen ankom vi til Red Chilli godt trætte og med en masse gode oplevelser i bagagen.

 
Et stort næsehorn, som søger skygge inde mellem træerne.

  Endnu engang en glad turist foran et stort næsehorn.

Torsdag morgen tog vi hjem til farmen, hvor hverda gen ventede på os. Efter vores lille uge i Kampala og på safari er jeg nu igen klar til at give den en skalle på skolerne og på babyhjemmet, som jeg faktisk har savnet. En rigtig god tur fyldt med enestående oplevelser har tanket mig op med energi, og har vendt det lidt negative humør til det positive. Nu skal vores sidste fire uger nydes i fulde drag sammen med en masse skønne mennesker.



En dag på babyhjemmet

Gedion og jeg som leger udenfor.

Som jeg nævnte i indlægget “ændrede planer” er vores arbejdsopgaver nu blevet ændret lidt. Vi skal nu til at være på et babyhjem i Masakato dage i ugen. Dette vil jeg fortælle lidt om i dette indlæg, så I kan få et indblik i vores dejlige dage der.   

Babyhjemmet er et projekt under Childcare Denmark, hvilket er en organisation ejet af to danskere som er bosiddende i Uganda. Organisationen har også andre projekter i forbindelse med skoler og børnehjem, og endvidere opretter og administrerer de fadderskab til afrikanske børn. Man kan som danskere blive fadder til et barn på et af børnehjemmene eller på en af skoler, så disse børn er sikrede en fremtid med skolegang mv. Disse to danskere, Ruth og Carsten, er vi kommet til at kende inden vi fik den gode nyhed om, at vi skulle arbejde på babyhjemmet, da de også ejer en café (som udelukkende serverer dansk mad) som vi ind imellem kommer på.

  
Her sidder jeg sammen med børnene, som pga. dårligt vejr sidder indenfor og spiser morgenmad. 

På babyhjemmet er der omkring 25 børn i alderen 0-16 år. Alle kommer de med en forfærdelig historie i bagagen som har resulteret i, at de er endt på babyhjemmet. Mange af børnene er blevet forladt af deres mor og er derefter blevet bragt til politiet, som sender dem videre til babyhjemmet. Et par af børnene er blevet født ned i lokale lokummer (i Uganda er de fleste toiletter bare huller i jorden), hvor de så heldigvis er blevet fundet. Mange af børnene har oplevet ting, som man ikke ønsker, at noget menneske skal opleve, og har derfor mere end nogen andre brug for omsorg, kærlighed og en god opdragelse, så de lærer hvad der er rigtigt og forkert.

 

Der er gang i den, når alle 25 børn legr md LEGO på samme tid.

 

Til at tage vare på alle disse børn er der ansat seks “mamaer”. Hver dag skal de sørge for alle de praktiske opgaver som f.eks. tøjvask, madlavning og bleskift. Ud over dette skal de også sørge for at være sammen med børnene og aktivere dem. Som de fleste ved, er der meget at se til med en masse små i huset, så derfor er der ikke altid så meget tid til omsorg og leg med børnene. Derfor har Ruth og Carsten selv et par volontører, som kommer på babyhjemmet et par gange om ugen.

 

Vi plejer at ankomme til babyhjemmet ved 9.30 tiden og her er børnene ved at blive vasket og ved at komme i tøj. Herefter er det tid til deres morgenmad, hvor menuen står på varm mælk og et hårdkogt æg. Så er det ellers tid til leg med børnene. Det er tydeligt at de nyder at der kommer nogle, som udelukkende leger med dem og krammer dem. Mellem 10 og 11 er der ‘circle time’, hvor man forsøger at samle børnene så vi kan synge et par sange, øve alfabetet og lege sammen. Der er især en af mamaerne, mama Rose, som er rigtig god sammen med børnene. Hun har bare den der gejst der skal til, for at have det job hun har. Over for os er hun også altid så sød og rar, og man kan ikke andet end at holde af hende. Ved 12.30 tiden indtages middagsmaden før alle børnene skal have deres daglige middagslur. 

Mama Rose sammen med den handicappede pige Hope.



  
Circle time hvor alfabetet øves.



Så spises der middagsmad. Da der er mange børn der skal spises af på samme tid, er børnene jo nødt til at klare tingene selv, og dette resulterer i mad mange andre steder end på tallerken og i munden. 

Jeg nyder vores dage på babyhjemmet, fordi vi blot skal komme og være os selv og være sammen med børnene. Jeg er rigtig glad for at vi har fået dette aspekt med i vores ugentlige arbejde. På skolerne er det ikke muligt at få det samme forhold til børnene, fordi man der har en bestemt rolle man skal varetage. At kunne give disse børn, som ikke har fået en let start på livet, kærlighed og gode øjeblikke er noget jeg sætter en stor ære i.

Gedion
Selvom vi kun har været på babyhjemmet i meget kort tid, er der allerede en dreng, som har fået en speciel plads hos mig. Hans navn er Gedion, og som man kan se på billedet er han en rigtig charmetrold. Han blev bragt til babyhjemmet, da han var omkring et år. Han var meget afkræftet og var tættere på at dø end på at overleve. Man formoder at hans mor er blevet voldtaget af faren eller af bedstefaren, og har derfor efter fødslen skjult barnet under sengen i et helt år. Uden nogen form for omsorg kun med lidt mad en gang imellem overlevede dette lille barn. Da han blev bragt til babyhjemmet lignede han et skellet og havde voldsomt hævede hænder og fødder. Efter behandling på hospitalet kom han til at bo på babyhjemmet, hvor han nu har boet i ca. tre år. Gedion er i dag fire år og trives i bedste velgående på babyhjemmet. Han forstår rigtig meget af det der foregår omkring ham og virker til at være en kvik lille dreng. Når vi leger, øver vi farverne, tal og navnene på de ting som omgiver os, og han er meget vedholdende og glad for at lære. Når det er ved at være tid til at sige farvel til alle børnene, er der ikke noget der kan få smilet mere frem, end når Gedion kommer løbende og giver mig en ordentlig krammer.

At gå i kirke i Uganda

I dette indlæg vil jeg forsøge at give jer et indblik i, hvordan det er at gå i kirke i Uganda. Som tidligere nævnt er der et stort antal ’born again’ i dette område, hvor vi befinder os. ’Born again’ er en kristen trosretning, hvor man søger at leve udelukkende ud fra Biblen og ikke ud fra traditioner mv. i forbindelse med kristendommen. Af denne grund udgør religionen en stor del af disse menneskers hverdag og liv.


Hver søndag kl. 09.00 starter gudstjenesten i Kamuzinda Victory Church.  Man skal dog lige regne med, at dette er ”african time”, så det er de færreste der ankommer på dette tidspunkt. Størstedelen kommer anstigende mellem en halv til en hel time efter, at gudstjenesten er startet.

Kirken ligner med sit bliktag, store porte og gitter for vinduerne mest af alt en gammel dansk lade. Indenfor er der kun et stort rum med en masse hvide plasticstole og en forhøjning med en primitiv talerstol. Altertavlen er skiftet ud med fire stykker stof i forskellige farver. En noget mere primitiv kirke end vi kender dem fra Danmark.

 
Her ses Louise og Louise ude foran kirken. Til venstre i billedet ses skiltet som fortæller, at dette er ‘Kamuzinda Victory Church’.



Her ses kirken nede bagfra op mod "alteret".



Som i den danske folkekirke er der en bestemt dagsorden, som følges under hver gudstjeneste. Det er intentionen at den første times tid skal gå med at debattere et bestemt emne, med da de færreste er mødt op på dette tidspunkt, bliver dette punkt ikke rigtig håndhævet. Der startes derfor med ’testimony’ (vidnesbyrd), hvor de som har noget de gerne vil dele med de fremmødte kan komme op foran og gøre dette. Her fortælles der ofte om episoder, hvor Gud har været medvirkende til beskytte dem eller har gjort mirakler. Dette kan være en smule svært for mig at sætte mig ind i, fordi jeg anskuer tingene som værende tilfældige.

Efter ’testimony’ er det tid til ’worship and prayers’ (tilbedelse og bønner). Her synges der og danses til trommernes rytmer, som overdøver alt andet i den lille kirke. Dette er så langt fra hvad der praktiseres i den dansk Folkekirke, at dette er noget jeg lige skulle vende mig til. Mens dette står på er der forskellige forsangere oppe til at lede de ofte meget lange sange. Alle er glade, synger og danser og jeg må sige, at man bliver revet lidt med af stemningen. Dette punkt afsluttes med bønner, hvor folk lukker deres øjne og rækker hænderne i vejret. Nogle ender sågar med at sidde knælende på gulvet og græde/skrige deres bønner ud. Det kan virke ret skræmmende at nogle reagerer så kraftigt, og derfor tager jeg en smule afstand fra dette. Inden det er tid til prædiken synger både børnekoret og de voksnes kor et par sange for os.

Det store orgel som vi er vant til at se, er her byttet ud med et pat trommer.





Her afsluttes en lovsag med bønner.

 
Her synger de voksnes kor.

Efter omkring en times sang, bøn og dans er det tid til præstens prædiken. Denne del minder meget om en almindelig dansk prædiken. Dog vil nogle nok sige, at den afrikanske præst går mere levende op i dette punkt. Dette punkt har vi kun overværet en gang, da vi på dette tidspunkt har søndagsskolen. Omkring kl. 13.00 skulle gudstjenesten gerne slutte, men igen er det vigtigt at huske på det faktum, at vi er i Afrika. Ofte nærmer klokken sig 14.00 før præsten har fået snakket færdig og alle har fået hilst på hinanden.

  Efter prædiken er der afslutningsvis en bøn.

Sammenlignet med den kirkegang og de gudstjenester som jeg er vant til i den danske Folkekirke, er dette en meget anderledes måde at afholde gudstjeneste på. Det er bestemt interessant at stifte bekendtskab med denne måde at tro på, og det får da også en til at overveje, om der er en måde som er bedre at gøre det på en andre. Jeg må nok bare indrømme, at jeg har en meget relativistisk indgangsvinkel til de fleste ting, og har derfor en smule svært ved at sætte mig ind i, hvordan nogle mennesker kan tro så meget på hvad der står i en bog. Ud over længden af gudstjenesten, er den afrikanske gudstjeneste dog mere medrivende, spændende opløftende. At gå i kirke i Uganda er anderledes, men bestemt interessant og med til at sætter nogle tanker i gang.